Milepæl: Smilfonden har spredt smil i 10 år
Et sygt barn, hospitalsbesøg og en ansøgning om at oprette en forening – Sisse Fisker stiftede SMILfonden i 2014 ud fra sine egne erfaring er og ønsket om at gøre en forskel for familier med børn ramt af alvorlig og kronisk sygdom. Her 10 år senere har foreningen vokset sig stærk og hjulpet tusindvis af familier – men behovet for hjælp er stadig stort.
Gennem de seneste 10 år har der været mange store øjeblikke i SMILfonden. Men vigtigst af alt er, at SMILfonden med Sisse Fisker i spidsen har skabt fællesskaber for familier med syge børn og unge, som ikke fandtes før.
”Jeg har selv prøvet at stå på hospitalet med mine syge børn og føle mig Palle alene i verden og totalt magtesløs. Det er en forfærdelig følelse som forælder, og det glæder mig, at mange familier har fundet ind i nye fællesskaber, hvor de forstår og støtter i hinanden gennem SMILfondens aktiviteter”, siger Sisse Fisker.
Den første hospitalsfest
Sisse Fisker husker tydeligt den første fest på Rigshospitalet i maj 2014. Aldrig før var børn og pårørende blevet inviteret til fest på hospitalet:
”Det var rørende at se dem smile og grine og nyde musikken, hyggen og gaverne. Selv sygeplejerskerne og lægerne var begejstrede for at opleve deres patienter i et nyt lys”.
Siden 2014 er det blevet til mange hospitalsfester ikke mindst ved juletid, som er særlig svær for indlagte børn.
Sommerlejr for syge børn, der ikke kunne tage på ferie
Den positive feedback fra hospitalsfesten motiverede blot Sisse Fisker endnu mere. Aftenener og weekender gik med at sætte flere SMILskibe i søen som en sommerlejr i juni 2018:
”Den første sommerlejr står tydeligt i min erindring. Gennem tæt samarbejde med Rigshospitalet inviterede vi de første 20 familier på SMILcamp. Familier som grundet sygdom sjældent kommer på ferie. Her opstod nærmest en magisk stemning og et stærkt fællesskab, hvor flere af familierne stadig den dag i dag støtter og hjælper hinanden”.
Det er blevet til mange SMILcamps siden. I 2023 var der omkring 200 deltagere med på camps, som afholdes i forhold til alder for henholdsvis småbørn, de 6-12-årige og teens.
Kreativt værksted i hospitalsmiljø
I november 2020 åbnede foreningen et bemandet kreativt værksted på Rigshospitalet med støtte fra fonde og virksomheder. Det var første gang, at et sådan værksted fik en så central placering i forhallen:
”Vi havde store forventninger til stedet, som vi kalder SMILET, men successen er blevet endnu større, end vi havde troet. Mange tusinde børn kigger hvert år ind i rummet og er kreative og får en pause fra sygdom. Vi hører gang på gang fra de besøgende, at det er det dejligste sted på Riget. DET er jeg bare så glad for!”.
I september 2022 åbnede SMILfonden et tilsvarende værksted på Århus Universitetshospital. Værkstederne er velbesøgte og har vist sig at have en stor betydning for både små patienter, pårørende og sundhedspersonalet.
Behovet for hjælp er stadig stort
I dag hjælper SMILfonden tusindvis af børn på hospitalerne og over 500 familier, som er en del af familieprogrammet. Var ressourcerne til det, kunne de hjælpe endnu flere:
”Jeg håber, at SMILfonden fortsat kan være med til at skabe et bedre liv for syge børn i Danmark. At give vigtige pauser fra sygdom gennem sociale, festlige aktiviteter og lave fællesskaber mellem ligesindede som giver tryghed og støtte i et barskt børneliv. Det er værd at kæmpe for”.
I løbet af 2024 fejrer SMILfonden sin fødselsdag med forskellige aktiviteter heriblandt familierne.
Foreningen er som velgørende forening helt afhængig af støtte til drift og udvikling udefra. Har I lyst til at hjælpe, så se mere her: