En far med hjerte og handlekraft

Gennem SMILfonden har Haruns familie fået et fællesskab med ligesindede. Nu ønsker han at give noget tilbage – med et velgørenhedsløb i hjembyen Herfølge.

“SMILfonden er som en stor familie.”

Sådan siger Harun Bektas. Han er far til seksårige Elif, som lever med en kronisk sygdom.

For to år siden deltog familien for første gang i SMILfondens småbørnscamp. Her mødte de andre familier i lignende livssituationer – og fandt et fællesskab, som har sat dybe spor.

“Det var ubeskriveligt skønt at tale med nogen, der virkelig forstår én – og at udveksle erfaringer,” fortæller Harun.

Når forældreskab kræver ekstra kræfter

At være forælder er aldrig let. Men når ens barn har en alvorlig og kronisk sygdom, bliver hverdagen mere end blot almindeligt krævende.

Derfor betyder SMILfonden noget helt særligt for Haruns familie. Gennem SMILfondens arrangementer får de et pusterum fra sygdom, bekymringer og hverdagens mange gøremål:

“Når vi er sammen med SMILfonden, glemmer vi alt om sygdom. Her er det fællesskabet og hyggen, det handler om. SMILfonden har givet os mange uforglemmelige oplevelser. Elif spørger tit: ‘Hvornår skal vi se SMILvennerne igen?’”

Et velgørenhedsløb til fordel for SMILfonden

I år var familien til reunion med de samme familier, som de mødte på småbørnscampen. Og nu har Harun og familien selv taget initiativ: De har inviteret hele gruppen til en hyggelig sammenkomst i Elifs tidligere børnehave i Herfølge.

“Vi skal lege, være i puderummet, fodre kaniner – og alle tager en ret med, som vi skal spise sammen.”

Men Harun og familien stopper ikke der. Harun har også søsat ’SMIL Løbet Herfølge’ – et velgørenhedsløb, der samler penge ind til SMILfonden og samtidig bringer lokalsamfundet sammen.

Løbet finder sted den 8. juni og byder på både løbe- og gåruter. Deltagerne kan glæde sig til forplejning fra lokale virksomheder, medaljer og drikkedunke, lodtrækning med flotte sponsorgaver og hoppeborg for de mindste.

“Jeg er opdraget med, at hvis man får noget, skal man give igen – også selvom det ikke forventes. Det her er vores måde at vise taknemmelighed over for SMILfonden for alt det, de har gjort for Elif og os som familie,” siger Harun og tilføjer:

“Alle børn med alvorlige og kroniske sygdomme fortjener al den kærlighed, omsorg og oplevelser, de kan få.”

SMILløbet i Herfølge
2025

Et velgørenhedsløb til fordel for børn og unge i SMILfonden. Arrangeret af Harun Bektas.

Søndag d. 8. juni kl. 10:30