Super Seje Søskendedag på rigshospitalet

Når et barn bliver alvorligt syg, påvirker det hele familien – også de raske søskende, som ofte bærer på bekymringer og svære følelser. Derfor er vi i SMILfonden stolte over endnu en gang at have været med, da Rigshospitalet afholdt Super Seje Søskende Dag – en dag, der netop har til formål at hylde, fejre og anerkende søskende til kronisk og alvorligt syge børn.
Foto: Helena Lundquist

Ifølge Rigshospitalet rammes mere end 33.000 børn og unge i Danmark hvert år af en alvorlig eller kronisk sygdom. Noget, der sætter hele familien under pres. Derfor var vi glade for igen at være med, da Rigshospitalet for tredje år i træk afholdt Super Seje Søskende Dag – en dag fyldt med grin, kreativitet og fællesskab for de børn, der trofast står ved deres syge søskendes side.

”Det er helt særligt at være med på Super Seje Søskende Dagen. Det er rørende at mærke, hvor meget det betyder for børnene, at det er en dag, hvor de er i centrum og hyldes,” fortæller Annette Skytte, som er visitationsansvarlig i SMILfonden.

Gid det var Super Seje Søskende Dag hele tiden
På dagen fik børnene blandt andet mulighed for at udfolde sig i SMILfondens kreative hospitalsværksted, SMILET. Her skabte de små figurer ud af papir, ispinde, piberensere, perler og alverdens andre sjove materialer. Også SMILfondens egen SMILbamse lagde vejen forbi på hospitalet for at sprede godt humør og give kram til de 135 børn, unge og forældre, som deltog.

En af de seje søskende, som deltog i Super Seje Søskende Dag, er Clara på otte år, hvis familie er en del SMILfonden. På vejen hjem i bilen sagde hun begejstret til sin mor:

”Åh, mor. Det har været SÅ sjovt! Jeg ville ønske, at der var Super Seje Søskende Dag hver gang, det blev en ny måned!”

Fotos: Helena Lundquist

Et stærkt samarbejde med Rigshospitalet
I SMILfonden er vi enormt stolte over at stille op med både personale og frivillige på Super Seje Søskende Dag, og vi sætter stor pris på vores samarbejde med de engagerede sundhedsprofessionelle på Rigshospitalet – samt på vores andre gode samarbejder rundt om i landet.

”Det er en særlig oplevelse, at vi er så mange ngo’er, der deltager og har et tæt samarbejde med styregruppen på Rigshospitalet og alle de frivillige sundhedspersoner, som deltager både i planlægningen og på selve dagen,” uddyber Annette Skytte.