Kvindecirklen: Et nyt fællesskab og støttetilbud for mødre til børn med kronisk og alvorlig sygdom

At være mor til et barn med kronisk og alvorlig sygdom er en livssituation præget af bekymringer, praktiske udfordringer og et konstant pres, der ikke overlader meget tid til egenomsorg. Derfor har vi i SMILfonden skabt Kvindecirklen – et trygt rum, hvor mødre kan dele erfaringer, finde støtte, forståelse og ikke mindst opdage nye ressourcer i sig selv.
Mødre til børn med kronisk og alvorlig sygdom lever ofte under et konstant pres. Hverdagen er fyldt med bekymringer og praktiske udfordringer, som sjældent efterlader tid og overskud til egenomsorg. For mange ender rollen som ”mor til et barn med ekstra behov” med at overtage hele identiteten.


Mange af mødrene bærer samtidig på følelser som forkerthed, utilstrækkelighed og skam, og det er ikke ualmindeligt at opleve ensomhed og isolation, fordi venner og familie trækker sig.

I SMILfonden har vi derfor skabt Kvindecirklen – et nyt og særskilt tilbud for mødre tilknyttet SMILfonden, hvor de kan finde støtte, forståelse og fællesskab.

Forløbet faciliteres af SMILfondens faste familierådgiver, Lea Lykkegaard.
Kvindecirklen skal skabe fællesskab og nye handlemuligheder

Kvindecirklen har til formål at skabe et ligeværdigt fællesskab for mødre til børn med kronisk og alvorlig sygdom, hvor de føler sig normale, set og forstået som hele kvinder. Forløbet skal styrke de ressourcer, de allerede har, og skabe udvikling og nye handlemuligheder i hverdagen.

Forløbet faciliteres af SMILfondens faste familierådgiver, Lea Lykkegaard. Hun fortæller:

”Kvindecirklen er deres rum – her skal de have plads og shine. Her skal de mærke, at de behov, de så længe har sat i baggrunden, godt kan fylde lidt mere, uden at det går ud over deres børn” .

Forløbet strækker sig over et år og består af ti sessioner, som tager udgangspunkt i relevante tematikker – lige fra ’selvopfattelse’ og ’mod’ til ’skam’ og ’grænser’.

”Temaerne er nøje valgt for at arbejde med både de udfordringer, mødrene oplever, og med de ressourcer, de kan styrke i sig selv. Hver session giver plads til refleksion, deling og konkrete redskaber til at håndtere hverdagens belastninger – og til at genopdage sig selv som kvinde, ikke kun som mor,” uddyber Lea Lykkegaard.


Første forløb skudt i gang

Det første forløb er allerede skudt i gang, og den indledende session blev afholdt med stor succes. Lea Lykkegaard fortæller, at rummet var fyldt med intensitet, nærvær, sårbarhed og styrke:

Spejlneuronerne var til at føle på – kvinderne kunne genkende sig selv i hinanden,” fortæller hun.

I SMILfonden er vi utroligt stolte af vores nye tilbud, som forhåbentligt vil bidrage til styrket trivsel og mental sundhed hos de mødre, vi hjælper i SMILfonden.

En særlig tak til Velliv Foreningen, som har været med til at gøre dette meningsfulde tilbud til virkelighed.