Samarbejdspartnere får en unik mulighed for at opleve vores hospitalsværksteder

I SMILfonden elsker vi at åbne dørene til vores kreative hospitalsværksteder for vores samarbejdspartnere. Da Essity og Creativ Company besøgte værkstedet, fik de på nærmeste hold oplevet den særlige stemning og den forskel, deres støtte gør.

I SMILfonden arbejder vi for at øge livskvaliteten hos børn og unge med alvorlig sygdom. Vi ved, at børn har et instinktivt ønske om at lege og være en del af et fællesskab, og det hjælper vi dem med at finde ind til, blandt andet gennem vores kreative hospitalsværksteder.

I SMILET, som vi kalder værkstederne på Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital, kan fantasien få frit spil og blive en kreativ pause fra sygdom. Derfor er vi også dybt taknemmelige for støtten fra fonde, virksomheder og private, som gør det hele muligt.

Fra tomme papruller til fantasifulde rullinger – Essity skaber SMIL indeni

Essity, som står bag mærket Lotus, har i flere år været en tæt samarbejdspartner. I år blev samarbejdet markeret med en landsdækkende kampagne, ’SMIL Indeni’, hvor Essity satte fokus på at hjælpe syge børn og på at sprede kendskabet til SMILfondens arbejde.

Inden kampagnen gik i luften, besøgte Essity vores værksted for at hente inspiration og få sparring fra vores børnekunstformidlere.

Den endelige kampagne kom blandt andet til udtryk gennem sjove ”rulledage” i værkstedet, hvor børnene lavede fantasifulde figurer – ”rullinger” – af tomme papruller fra toiletpapir og køkkenruller.

Samtidig kunne forbrugere i hele landet opleve kampagnen i supermarkederne og finde tips og tricks til at lave deres egne rullinger derhjemme.

“I Essity er vi stolte over, at vi gennem det tætte samarbejde med SMILfonden, kan være med til at gøre en forskel for børn og unge med alvorlige sygdomme. Omsorg er en af grundstenene i Essitys arbejde og derfor er samarbejdet med SMILfonden et virkeligt godt match for os.
Kreativ magi til Halloween – sammen med Creativ Company

Da Creativ Company besøgte SMILET, blev værkstedet forvandlet til et magisk univers fyldt med ægte halloweenstemning. Edderkopper med orange ben kravlede hen over bordene, mens børnenes masker satte gang i både grin og gys, naturligvis med hjælp fra de mange fantastiske og helt uundværlige materialer, som Creativ Company hver dag stiller til rådighed i SMILET.

Sammen med børnene skabte Creativ Company mange uhyggeligt fine kunstværker og oplevede, hvordan deres materialer hver dag er med til at skabe glæde, fællesskab og nærvær – ikke kun ved højtider og de små traditioner, men året rundt.

“Vi arbejder hver dag for at bidrage til kreative og nærværende stunder – derfor er samarbejdet med SMILfonden både meningsfuldt og helt naturligt for os. Vi er beærede over at være med til at skabe små øjeblikke af glæde og hygge for børn, der virkelig har brug for det.”

kontakt os

Vi skræddersyer samarbejder, så det skaber værdi for både jer og os. Udover at engagere medarbejdere, kan I også involvere kunder i kampagner, donere penge eller produkter, og styrke jeres CSR- og ESG-kommunikation. 

Simone Kofoed Broholm, som er partnerskabsansvarlig i SMILfonden, står klar til at hjælpe, hvis I har spørgsmål vedrørende støttemuligheder.

I kan kontakte hende på: [email protected]