SMILfonden kårer Årets SMIL

Hvert år hylder og hædrer SMILfonden en sundhedsperson, der har gjort en bemærkelsesværdig indsats for alvorligt og kronisk syge børn i Danmark. Det gør vi ved at kåre Årets SMIL. Prisen er en anerkendelse af det uundværlige arbejde, som læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle udfører hver dag for at skabe bedre livskvalitet for de syge børn og unge, og i år skulle vinderen findes på Rigshospitalet.

Vinderen af Årets SMIL

Vinderen af årets pris blev sygeplejerske Charlotte Felvang, der er blevet nomineret flere gange tidligere.

”Charlotte er indbegrebet af tryghed – også når det bliver utrygt. Hun er varm og ærlig og vi stoler fuldt ud på hende. Vi er dybt dybt taknemmelige for at vi ’har hende’, og hun fortjener alle stjerner og alle smil i verden“ lød det blandt andet i indstillingen af Charlotte.

Nomineret af børnene selv

Det helt særlige ved Årets SMIL er, at de syge børn og deres familier selv nominerer de sundhedspersoner, som de mener fortjener hæderen. Dette giver prisen en dyb og personlig betydning, da den kommer direkte fra dem, der har oplevet den omsorg og støtte, som disse helte yder. I år blev hele 33 fagpersoner indstillet til prisen, og de modtog alle buketter og diplomer.

Fest og fejring på Rigshospitalet

Det var sejeste Andreas, der uddelte Årets SMIL-pris til Charlotte. Det er Andreas’ far, der laver vores fine statuette, og for 15 år siden, da Andreas første gang kom på hospitalet pga. hans sygdom, var det Charlotte, der tog imod ham.

Musik og bamsekram i en helt anden L.I.G.A.

Der blev uddelt blomster og diplomer i både Jylland og på Fyn, men på Rigshospitalet, hvor vinderen blev fundet, spillede bandet L.I.G.A op til fest, og SMILbamsen fandt vejen forbi med gode kram og high fives.