"Jeg har fået en ny ven"
På SMILfondens sommercamp føler ingen sig udenfor. Her mødes syge børn og deres søskende i trygge rammer med plads til leg, grin og nye venskaber.
Der var spænding i luften, da 28 familier ankom til deres allerførste sommercamp på Comwell-hotellerne i Kolding og Køge. Foran dem ventede fire dage med masser af aktiviteter og hyggelige stunder for både børn og voksne.
Når man er barn og kronisk syg, går man ofte glip af tid med klassekammerater pga. hyppige hospitalsbesøg og behandlinger. Derfor var det stort med tid til at være sammen med mor og far og sine søskende og alle de andre børn.
Leg og nye venner
Der var fuld gang i aktiviteterne på campen – fra teambuilding, hvor familierne lærte hinanden at kende, til hoppeborg og boldspil på plænen. Som dagene gik, blev stemningen mere afslappet på tværs af legobyggeri, smykkeværksteder og børnediskotek. På SMILcampen skelnes der ikke mellem syg og rask. Her leger alle børn på lige fod.
En mor fortalte, hvordan hendes søn, som lever med en kronisk sygdom, stolt kom og sagde: “Jeg har fået en ny ven.” En anden bemærkede, hvordan hendes ellers generte datter blomstrede og fandt en ny veninde blandt de andre søskende.
“Det har været helt fantastisk at opleve, hvordan der helt naturligt opstår en connection mellem både børn og voksne… Børnene har fået noget, der rammer lige ned i det, de drømmer om. Vi er dybt taknemmelige for at have været med.”
Et pusterum, hvor hele familien er samlet
Når et barn er alvorligt sygt, er familien ofte splittet i hverdagen – én forælder på hospitalet, den anden hjemme hos søskende. Mange har ofte ikke været på ferie sammen. På SMILcampen er hele familien samlet, og der er tid til hinanden. En mor sagde:
“Vi kan ikke rejse eller holde ferie som andre familier på grund af vores datters sygdom. Her har vi forældre kunne gå en tur alene, og vi har begge haft alenetid med lillebror – det betyder virkelig meget for ham at have nogle seje oplevelser med hjem.”
Flere smil fremover
Venskaberne stopper ikke, når campen slutter. Flere forældre udvekslede telefonnumre og vil ses igen – både privat og gennem SMILfondens familieprogram i årene fremover.
SMILcampen er kun mulig takket være støtten fra fonde, virksomheder og privatpersoner. Uden den kunne vi ikke give familier de oplevelser, minder og det fællesskab, der gør en forskel i en hverdag med kronisk sygdom.