Evaluering viser positiv effekt af vores kreative værksted på Aarhus Universitetshospital
Smilfonden har nu i to år drevet det kreative værksted SMILET på Aarhus Universitetshospital (AUH). En ny ekstern evaluering viser, at værkstedet har stor betydning for børn, deres pårørende og sundhedspersonale.
Værkstedet har siden 2022 taget imod 16.370 besøgende børn, unge og forældre. Det drives af SMILfonden, som også står bag søsterværkstedet på Rigshospitalet. SMILfonden er afhængig af støtte udefra for at kunne opretholde dette kreative tilbud på hospitalet.
Den nye evaluering, udført af analysebureauet Defactum og udgivet i november 2024, dokumenterer værkstedets værdi – herunder er korte uddrag. Den fulde rapport kan læses her.
Værkstedet skaber værdi på flere fronter
• “I SMILET glemmer man faktisk sygdom, selvom der sidder børn med drop og der sprittes af” – forælder
For mange familier fungerer værkstedet som et åndehul, hvor de kan få en pause fra sygdom og hospitalet og i stedet få fornyet energi til behandlingsforløbene.
• “Det er blevet et lyspunkt at komme afsted på hospitalet” – forælder
Flere forældre fortæller, at de planlægger deres besøg på AUH, så de kan få tid til at besøge SMILET før eller efter undersøgelser – besøget bliver et lyspunkt.
• Værkstedet skaber stolthed hos de syge børn
Børnene oplever en stolthed over deres kreative værker, som de kan vise på et video-opkald eller fysisk overfor familie og venner. Det giver dem en succesoplevelse midt i et ofte svært forløb.
• Værkstedet er et trygt rum med en hyggelig stemning
Børnene genkender i værkstedet elementer fra hjemmet, børnehaven eller skolen. Sammenhæng mellem hjem og hospital skaber en følelse af tryghed. Forældre bemærker atmosfæren i værkstedet, hvor der er musik og en neutral duft – i kontrast til de ofte sterile og mere kliniske omgivelser på hospitalet. Den stemning gør, at børnene føler sig mere afslappede og åbne.
• “De ansatte kan huske mit barn fra gang til gang” – forælder
De ansatte børnekunstformidlere beskrives som oprigtigt interesserede, tålmodige og nærværende. De taler med børnene i øjenhøjde og giver dem en stemme i modsætning til behandlingsforløbet, som typisk er bestemt af andre. Kunstformidlerne udgør en vigtig relation til både børn og forældre.
• Børn styrkes i at håndtere hospitalsudfordringer
Ifølge flere hospitalsansatte øger KreaVognens besøg på afdelingerne børnenes mestring af svære situationer. Det kreative fra besøgsvognen kan fx aflede ved blodprøver og undersøgelser. Samtidig skaber børnenes værker gode samtaleemner og styrker relationen mellem børn og sundhedspersonale.
Flere hospitalsansatte har også bemærket, at den kreative tilgang har øget arbejdsglæden og fællesskabsfølelsen på afdelingerne.
Evalueringen er baseret på en omfattende interviewundersøgelse, en spørgeskemaundersøgelse af KreaVognen, som kører ud på børneafdelingerne, en besøgsstatistik samt en omkostningsanalyse. Al data er indsamlet mellem maj og august 2024 af analysebureauet Defactum.
Analysen er finansieret af Sundhedsdonationer.