SMILcamp for unge styrker fællesskabet og selvtilliden

I alt 22 unge i alderen 12-18 år har netop deltaget i vores SMILcamp. Alle lever med alvorlige, kroniske sygdomme, og for flere af dem var det første gang, de var afsted på egen hånd. Det var en fantastisk oplevelse for både de unge og deres forældre.
Unik Oplevelse

Når man har sin faste gang på hospitalet, er tre dage væk fra dagligdagen noget af en omvæltning. En gruppe unge med tilknytning til Rigshospitalet har netop fået en oplevelse, de sent vil glemme. Et ophold på SMILcamp uden forældre og fyldt med aktiviteter som teambuilding, Escape Room, pizzakursus, mindfulness, isbad og koncert med Bree Carter.

Ung med en alvorlig sygdom

At være teenager er svært for de fleste, men især for unge, der lever med sjældne og kirurgiske sygdomme.  Det kan være svært for deres jævnaldrende venner at sætte sig ind i et liv som kronisk syg. Derfor isolerer de sig ofte derhjemme, fordi de ikke føler sig imødekommet eller i frygt for at blive mobbet på grund af deres anderledes udseende. Og når turen går til hospitalet, er forældrene typisk med for at håndtere alt vedrørende medicinering og behandling. Lysten til at stå på egne ben er til stede, men modet er ofte ikke.

Venskaber for livet

For de unge, der deltog i SMILcampen, blev det en tur med mange gode oplevelser og nye venskaber. Flere erfarede, at de godt kunne klare sig uden hjælp hjemmefra:

”Jeg havde mulighed for i et trygt miljø at være sammen med ligestillede og gøre ting, som jævnaldrende uden sygdom gør. Det betyder venskaber og netværk for livet. Jeg har fået venner, som ikke synes, jeg er mærkelig, og jeg føler mig accepteret uden at skulle forklare folk ting, de alligevel ikke kan sætte sig ind i.” – Dreng på 16 år.

Også for mange af forældrene var SMILcampen en positiv oplevelse:

”Min datter er ensom. Hun har ingen rigtige veninder. Skoletilbuddet er svingende, og jeg er hendes eneste rigtige fortrolige. Sådan skal det jo ikke være, når man er 13 år. Siden hun kom hjem fra TeenCamp, har hendes Snapchat ikke haft mange pauser. Hun føler sig som et fuldgyldigt medlem af et fællesskab. At se hende blive valgt til er den største og bedste gave, jeg kunne ønske.”

Efter SMILcampen kunne de unge drage hjem med glade minder og nye fællesskaber med andre i samme situation. SMILcamps afholdes både i Jylland og på Sjælland og er en del af SMILfondens indsats for unge med kroniske og alvorlige sygdomme. Tidligere på året har gruppen deltaget i både SMUKfest og forskellige netværksture.

 

Tak til Nordic IT Rental for udlån af Playstation og Racer-simulatorer