10 år med SMIL
Den 25. oktober fejrede SMILfonden 10-årsjubilæum med en uforglemmelig fest, hvor vi hyldede de mange mennesker, der gennem årene har gjort det muligt for os at skabe smil og fællesskab for børnefamilier med kronisk og alvorlig sygdom.
SMILfondens rejse begyndte for ti år siden, da Sisse Fisker stiftede foreningen med et klart mål om at gøre hverdagen lysere for børnefamilier, der kæmper med alvorlig og kronisk sygdom.
Fra vores allerførste fest for 50 børn på Rigshospitalet, har SMILfonden udviklet sig til at støtte tusindvis af børn og pårørende landet over. Det har været en utrolig rejse – og en rejse, der kun har været mulig takket være de mange dedikerede støtter, som har bidraget med tid, kræfter og ressourcer. Derfor var det også helt naturligt, at netop disse mennesker skulle med til jubilæumsfesten og hyldes med manér.
Fra bobler og musik til inspirerende fortællinger
Aftenen bød på velkomstbobler og en varm introduktion af Sisse Fisker, der sammen med aftenens konferencier, Sofie Østergaard, satte rammen for fejringen. Herefter blev gæsterne forkælet med lækker mad, og Pernille Rosendahl leverede smuk og rørende musik. Som en del af aftenens program, blev der desuden afholdt en spændende auktion, hvor det lykkedes at samle næsten 300.000 kroner ind til SMILfondens videre arbejde.
Undervejs på aftenen trådte Mille Siefert og hendes familie op på scenen for at dele deres oplevelser med at være en ”SMILfamilie”. Deres fortælling mindede os alle om, hvorfor vi gør det, vi gør – og hvor vigtigt det er at skabe et fællesskab for familier med kronisk og alvorlig sygdom tæt inde på livet.
Også ultraløber og ildsjælen Stine Rex bidrog med inspirerende historier om sin imponerende præstation i 6-dagesløbet i Nordjylland, hvor hun ikke kun satte verdensrekord, men samtidigt indsamlede 750.000 kroner til SMILfonden.
Tak for den fantastiske opbakning – lad os sammen tage ti år mere
Jubilæumsfesten var en stærk påmindelse om den fantastiske opbakning, der gør SMILfondens arbejde muligt, og gav fornyet energi til de næste ti år, hvor vi vil fortsætte med at bringe håb, tryghed og glæde til sårbare børnefamilier i Danmark.
Hør Sisse Fisker fortælle om SMILfondens rejse i videoen nedenfor.
Video: Kristoffer Baggesen