Et stærkt hold - sammen
Da F.C. Københavns spillere besøgte SMILfondens kreative værksted på Rigshospitalet, blev det en eftermiddag fuld af grin, spil og nærvær – langt fra liga og sygdom.
Nogle af de børn og unge, vi hjælper i SMILfonden, var inviteret til et særligt møde med spillere fra F.C. København – et besøg, som blev til gennem vores gode samarbejde med klubben.
Dagens udfordring stod på kreativt teamwork: bordfodboldborde skulle bygges – og naturligvis med ‘spillere’ lavet af fotos af både SMILbørn og FCK-profiler.

Stemningen var spændt i starten, men det ændrede sig hurtigt, da værktøj og grin begyndte at flyve over bordene. Begge parter blev hurtigt fans af det fælles projekt.
Der blev klippet, tegnet og snakket. For børnene var det en velfortjent pause fra behandlinger og hospitalsbesøg. For spillerne var det en sjælden mulighed for at møde børnene i øjenhøjde – og være en del af noget helt andet end spillet på grønsværen.

I SMILfonden er vi stolte af at skabe oplevelser, der giver børn med kronisk sygdom mulighed for at være med i noget sjovt og meningsfuldt sammen med andre. Vi sætter stor pris på samarbejder som dette med FCK – og på alle, der er med til at skabe SMIL i en svær hverdag.