Forældreophold giver fornyet energi

Hvert år inviterer SMILfonden forældre til kronisk og alvorligt syge børn på forældreophold. Målet er at give dem kvalitetstid sammen, fællesskab og fornyet energi til at klare hverdagen. I år var ingen undtagelse, da forældre blev budt velkommen på Comwell Hotel i Middelfart og Køge.

Når man er forældre til et kronisk og alvorligt sygt barn, bliver familien ofte splittet mellem hjem og hospital, og hverdagen præget af hospitalsbesøg og logistik. Tiden til sig selv og hinanden som par bliver hurtigt begrænset.

Derfor inviterer SMILfonden hvert år SMILforældre på forældreophold med overnatning på hotel, hvor fokus er at forkæle forældrene, der hver dag gør en kæmpe forskel, og give dem tiltrængt kvalitetstid sammen.

Et frirum

I år blev forældrene forkælet på henholdsvis Comwell Hotel i Køge og Middelfart med lækker mad og musikalske indslag fra MusikBeRiget og Szhirley.

En forælder fortæller, at hyggen med de andre forældre, maden og musikken ramte plet:

”Især musikken gav tårer i øjnene. Sangene, instrumenterne og stemmen ramte noget i mig, som jeg aldrig glemmer.”

En anden forælder beskriver, hvordan opholdet gav nyt overskud:

“Det var dejligt med et frirum og en pause fra at være på 24/7. Vi kunne slappe af og nyde bare at være os for en stund. Nu er der tanket op på energikontoen.”

Den aften vi følte os ”normale”

Forældrene tager ikke kun fornyet energi med sig hjem fra opholdet, men også en følelse af anerkendelse og forståelse. En forælder forklarer: 

”Turen hjem fra Middelfart var præget af snakke om oplevelsen af at være set og hørt. Set som forældre med en lidt anden hverdag end andre. Men vi havde også følelsen af, at vi den aften var normale. Det var rart.”

I SMILfonden er vi stolte af, at vi kan være med til at skabe små pauser fra sygdom og stærke fællesskaber for både det syge barn, søskende og forældre, da det er hele familien, der bliver ramt, når et barn er alvorligt og kronisk syg.