Ferie og fællesskab for familier med kronisk syge børn på årets sommercamps
I sommerferien, mens mange danskere drog ud på ferie, trak ansatte og frivillige i SMIL-t-shirts for at holde årets sommercamps for nogle af de familier, som vi hjælper i SMILfonden. Med sig hjem fik familierne fornyet energi og et nyt fællesskab, de kan trække på.
Der var spænding og forventningsglæde i luften, da de 30 familier mødte op til deres allerførste sommercamp på Comwell Hotel i henholdsvis Kolding og Køge.
De kommende fire dage kunne de se frem til et farverigt program fyldt med leg, kreativitet og fordybelse for både børn og voksne, syge som raske.
SMILfondens camps er nemlig ikke kun for det kronisk og alvorligt syge barn, men for hele familien, fordi vi ved, at også forældrene og de raske søskende har brug for et afbræk fra sygdom og et stærkt fællesskab at læne sig opad.
Masser af børnevenlige aktiviteter og sænkede skuldre
De to sommercamps bød på en masse ryste-sammen-aktiviteter for både store og små – lige fra børnedisko og biografhygge med bland-selv-slik til sjov med LEGO, madeksperimenter og skumfiduser over bål. Der blev leget og grinet, klippet og klistret, krammet og snakket.
På sommercampen er det helt lige meget, om man har en kronisk og alvorlig sygdom, eller om man er søskende til en – alle børnene deltager i aktiviteterne på lige fod, på kryds og tværs, og får lov til bare at være børn på sommerferie.
Mens børnene hyggede, kunne forældrene sænke skuldrene og bare nyde, at de hverken skulle tage sig af indkøb, madlavning og rengøring, der ofte kan føles uoverkommeligt i en hverdag med hyppige hospitalsbesøg.
Bekymringerne og de praktiske gøremål var skiftet ud med afslapning i vildmarksbad, erfaringsudveksling og forældrehygge.
Ferie med fællesskab til følge
Udover at skabe mindeværdige oplevelser, har SMILfondens sommercamps til formål at give energi og overskud og opbygge stærke fællesskaber i og på tværs af familierne.
Fjerdedagens farvel-ceremoni betød derfor også ’på gensyn’. Efter campen bliver familierne inviteret med til en række aktiviteter, hvis midlerne er til det, og inviteret til en genforening det efterfølgende år.
Uundværlige frivillige
SMILfondens sommercamps kan ikke lade sig gøre uden den uvurderlige indsats fra vores dedikerede frivillige, som lægger tid og kræfter i SMILfondens sag.
Det er frivillige som Mikael, der tager fri fra arbejde, og som Ida og Rasmus, der som studerende vælger at bruge nogle af deres feriedage på SMILfondens sommercamps, der gør det muligt at skabe mindeværdige ferieoplevelser for familierne, som de kan glæde sig over i lang tid, efter campen er slut.
I SMILfonden sætter vi stor pris på frivillighed og de muligheder, den skaber.