Hattrick med SMIL Padel Cup tre år i træk til fordel for SMILfonden

For tredje år i streg blev SMIL Padel Cup afholdt til fordel for de alvorligt og kronisk syge børn, som SMILfonden hjælper. Turneringen i Nordhavn samlede erhvervsfolk, padel-proffer og tv- og radiopersonligheder som Mads Steffensen og Sofie Østergaard, samt SMILfondens stifter og vært for dagen, Sisse Fisker, til en spændende dag på padelbanerne.

Der var lagt op til intense kampe, da spillerne mødte op en lørdag eftermiddag i september for at dyste om et helt særligt trofæ lavet af indlagte børn fra SMILfondens kreative værksted på Rigshospitalet.

Efter mange hårde dueller, smil og sved på panden, var det Ole Kjems Sørensen, der løb af med sejren og det eftertragtede trofæ.

Takket være de mange gode og gavmilde mennesker samt vores fantastiske sponsorer, herunder årets sponsorer Cloetta og Visti Unlimited, lykkedes det igen at indsamle et betydeligt beløb til SMILfondens arbejde. Indtil videre er der samlet imponerende 300.000 kroner ind i løbet af de tre turneringer.

 
Fotos: Kristoffer Baggesen

Deltagere til SMIL Padel Cup 2024: Mads Steffensen, Sofie Østergaard, Lasse Sjørslev, Cecilie Lind, Thomas Visti, Patrick Thomsen, Ole Kjems Sørensen, Thomas Beier, Morten Hummelmose, Jan Bittelholf, Simon Hoffmann, Imran Rashid, Gitte Haxen, Lars Pærregaard & Sisse Fisker.