SMILfondens indsamlinger skabte smil og fællesskab over sommeren
Fra et motionsløb rundt om Søerne til et lokalt velgørenhedsløb i Herfølge. Hen over sommeren har engagerede mennesker og virksomheder samlet ind til fordel for SMILfonden og været med til at skabe gode oplevelser for børn og unge med alvorlige og kroniske sygdomme og deres familier.
Igen i år har sommeren budt på fantastiske indsamlinger, hvor mennesker er gået sammen om at samle penge ind til SMILfondens arbejde. Hver indsats er med til at skabe oplevelser, fællesskab og smil for de børn og familier, vi hjælper i foreningen.
To af sommerens indsamlinger foregik i Herfølge og ved Søerne i København.
Når en mindre by samles om at skabe flere smil
”Alle børn med alvorlige og kroniske sygdomme fortjener al den kærlighed, omsorg og oplevelser, de kan få.”
Sådan fortæller Harun Bektas, som for andet år i streg har stablet velgørenhedsløbet ’SMIL over Herfølge’ på benene.
Initiativet udspringer fra et ønske om at give noget tilbage til SMILfonden, som har haft stor betydning for Haruns egen familie. Haruns datter, Elif, lever med en kronisk sygdom, og gennem SMILfonden har familien fundet et stærkt fællesskab og fået oplevelser, der har skabt lyspunkter i en svær hverdag. Det ønsker Harun, at andre familier i en lignende situation også kan få glæde af.
Mange bakkede op om initiativet – fra løbere og sponsorer til de mange, der deltog i dagens øvrige aktiviteter lige fra hoppeborg og livemusik til borgmesterens tale. Endnu en gang viste Herfølge, hvordan et lokalt initiativ kan samle mennesker om en god sag og sammen gøre en stor forskel.
Løb med mening ved Søerne i København
På en solrig dag i juni summede Søerne i København af ekstra liv, da medarbejdere fra TANDEX, frivillige og andre gode kræfter inviterede til motionsløbet ’SMIL rundt om Søerne.’
TANDEX er en af SMILfondens gode samarbejdspartnere, og løbet var ét af flere initiativer, som de i år har iværksat for at samle ind til SMILfonden.
Flere af SMILfondens familier var med, da løbet blev skudt i gang med energisk opvarmning af de professionelle løbere Klara Skriver Loessl og Benjamin Lobo Vedel, som sørgede for at heppe på alle børn, der kom over målstregen.
Dagen bød også på meget mere end løbesko og kilometer rundt om Søerne. Med koncert, ansigtsmaling og hjemmebag var der rig mulighed for bare at hygge sig sammen.
VIL I VÆRE MED?
Der er mange måder at støtte SMILfonden og være med til at skabe pauser fra sygdom for børn og familier.
Vil I høre mere om mulighederne for at støtte eller samarbejde med os?
Skriv til info@smilfonden.dk
eller læs mere på
Sådan kan du støtte – SMILfonden fokuserer på at støtte syge børn