Tilbage til nyhedsoversigt

SMILfondens første sommerlejr blev en kæmpe succes

Skrevet d. 11. juli 2018

SMILfondens første sommerlejr blev en kæmpe succes

SMILfonden har netop afholdt sin første sommerlejr, #SMILcamp18, på Comwell Hotel i Korsør. Lejren blev en kæmpe succes. SMILfonden vil nu forsøge at rejse penge til at lave camps på Fyn og i Jylland næste år

Den netop overståede #SMILcamp18 var en drøm, der gik i opfyldelse for stifter og bestyrelsesformand, Sisse Fisker. 16 familier med tilknytning til Rigshospitalets Børnekirurgiske Klinik blev inviteret på et gratis fire-dages forkælelsesophold. Campen havde aktiviteter for både de alvorligt og kronisk syge børn, deres forældre og søskende, og blev støttet af TrygFonden, Nordea-fonden og Socialstyrelsen.

Det var helt fantastisk for mig at opleve de kæmpe smil fra børn, der normalt har en hverdag, hvor hospital, smerter og sygdom fylder rigtig meget,” siger Sisse Fisker.

Hele familien fik et pusterum

Sommerlejren fokuserede på, at forældrene kunne få tid til at danne nye fællesskaber og udveksle erfaringer med andre familier.

Det har betydet ny glæde og smil helt inde fra sjælen, uden at skulle tænke på, at man som familie er anderledes. Jeg blev helt rørt over, at nogen vil skabe noget så dyrebart for os og vores børn. Mange af de input, vi fik, har jeg taget med mig hjem og vil bruge i vores hverdag. Det vil sidde som en positiv bobbel i os, når vores udfordrende hverdag starter igen,” fortæller Stine Laursen, der er mor til en af drengene.

Den overordnede evaluering fra forældrene giver også campen en fantastisk medvind med gennemsnitligt 4.91 point ud af 5 mulige. Flere af forældrene fremhæver netop fællesskabet med andre familier som et stort plus.

Det var helt fantastisk. Vi har fået muligheden for at snakke med familier, vi har set på afdelingen, men ikke har haft tiden eller overskuddet til at snakke med,” fortæller Zennie Kofoed, der også deltog med sin mand og deres to døtre.

Flere SMILcamps næste år

Årets SMILcamp har ifølge forældrenes evalueringer gjort en stor forskel for både børn og voksne.

For mit barn har det betydet ny livsglæde og gnist i øjnene igen. Han har fået lov at opleve en stund uden at føle sig anderledes og til besvær. Den følelse kan man hurtigt få som barn i en travl skole, familie arrangementer osv., fordi man altid er den, som enten ikke kan deltage eller som de skal tage hensyn til. Og man vil bare gerne være som alle andre. Så få lov bare at deltage på lige fod med alle andre og hygge sig har været så fantastisk, fortæller Stine Laursen.

Derfor vil SMILfonden nu arbejde for at lave endnu flere SMILcamps næste år.

Vi skal bare have flere familier, der kan få en tiltrængt time out og finde støtte og hjælp i hinanden. Vi ved, at det betyder meget for familierne på lang sigt. Vi laver en masse opfølgende grupper, men drømmen er også, at vi næste år kan lave SMILcamps i Jylland og på Fyn.

For mere information, kontakt kommunikationschef Julie Mabeck på julie@smilfonden.dk

eller tlf. 27315181. Se også www.facebook.com/smilfonden eller www.smilfonden.dk

 

Tilbage til nyhedsoversigt