Tilbage til nyhedsoversigt

SMILfonden får nye kræfter fra Bech-Bruun og Salling Group i bestyrelsen

Skrevet d. 20. marts 2019

Partner i Advokatfirmaet Bech-Bruun, Niels Kornerup, samt direktør i Netto International, Michael Løve, indtræder i SMILfondens bestyrelse

På den netop afholdte ordinære generalforsamling, har SMILfonden fået to nye bestyrelsesmedlemmer. Den ene er advokat Niels Kornerup, partner i Bech-Bruun og en erfaren herre i fonds- og bestyrelsesarbejde med poster i en række danske virksomheder og kulturinstitutioner, blandt andet Bellevue Teatret og Schmidt Hammer Lassen Architects.

Den anden er Michael Løve, der er direktør i Netto International, og som tidligere har været øverste chef for alle Coops kæder.

“SMILfonden er blandt andet afhængig af samarbejder med virksomheder, og jeg vil gerne bruge min erfaring fra erhvervslivet til at bygge en bro imellem de to,” siger Michael Løve.

Bestyrelsesformanden og direktøren glæder sig
SMILfonden er en velgørende forening, stiftet af tv-vært Sisse Fisker, som nu er direktør. Foreningen arbejder for at give alvorligt og kronisk syge børn positive oplevelser, pauser fra sygdom og nye fællesskaber.

Bestyrelsesformand i SMILfonden, Simon Hesse Hoffmann, ser frem mod arbejdet med de nye bestyrelsesmedlemmer:

“Jeg er overbevist om, at Niels’ og Michaels kompetencer kommer til god gavn i både bestyrelsen og vil støtte Sisse og SMILfonden i arbejdet,” siger han.

Direktør Sisse Fisker er enig:

“Jeg er ved at revne af stolthed og glæde over, at vi har fået to så kompetente og seje bestyrelsesmedlemmer i SMILfonden. Jeg er sikker på, at deres erfaring og netværk kan være med til at løfte SMILfonden til helt nye højder,” siger hun.

 

Personlig motivation

Både Niels Kornerup og Michael Løve, der er kendte navne i erhvervslivet, er meget motiverede til at kaste sig over det kommende bestyrelsesarbejde i SMILfonden.

“Jeg har selv tre døtre, som alle havde tendens til feberkramper, da de var helt små. Jeg vil aldrig glemme angsten for, at de skulle få anfald, når de blev syge. Men det gik jo over. Det gør det ikke i familier med kronisk syge børn. Jeg har simpelthen en enorm medfølelse og respekt for de familier og børn, som lever i den situation, og derfor er jeg dybt motiveret for at hjælpe til SMILfonden, ” siger Michael Løve.

“Jeg ser meget frem til at få lov til at bruge min bestyrelseserfaring til at hjælpe børn og familier, der kæmper med en hård dagligdag, mange dage på hospitalet og lange adskillelser fra søskende, familie og venner,” siger Niels Kornerup.