Tilbage til nyhedsoversigt

SMILfonden donerer interaktivt gulv til børneafdelingen i Hillerød

Skrevet d. 21. november 2018

Tirsdag den 20. november fik børneafdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød en tidlig julegave, da SMILfonden i samarbejde med Ellab-Fonden donerede et interaktivt aktivitetsgulv til glæde for indlagte børn og unge

Den normalt rolige indgang til børneafdelingen B.0632 på Nordsjællands Hospital i Hillerød fik tirsdag helt nyt liv. SMILfonden, der er en velgørende forening, der laver arrangementer for alvorligt og kronisk syge børn, indviede nemlig afdelingens nye aktivitetsgulv. Gulvet er doneret af SMILfonden i samarbejde med Ellab-Fonden, der støtter lokale projekter i Hillerød.

“Det er så kedeligt at være indlagt, så vi er glade for, at kunne give de børn noget sjovt at tage sig til i en hverdag præget af sygdom. De fleste børn har glæde af at bevæge sig, og gulvet motiverer til bevægelse. Desuden møder de også andre børn, i stedet for at ligge inde på deres egne stuer,” siger Sisse Fisker,  tidligere tv-vært, der nu er direktør for SMILfonden, som hun selv har stiftet.

Jubel allerede inden snoren blev klippet

Klokken 14 blev snoren til aktivitetsgulvet klippet over til den officielle indvielse. Men allerede inden da, var der stor aktivitet omkring gulvet, da adskillige børn gerne ville prøve et af de cirka 20 spil for alle aldersgrupper. Spillene kan både være aktivitetsspil, læringsspil, hukommelsesspil og sansespil.

“Vi er glade for at se, at gulvet allerede fra starten giver liv og smil på afdelingen. Det er et dejligt projekt at kunne støtte,” siger Hans Jørgen Leo Nielsen, direktør i Ellab-Fonden.

Og på afdelingen vækker gulvet også glæde blandt personalet.

“Det er dejligt, at vi har nogle tilbud til børnene, så de kan få tiden til at gå på en sjov måde og få lidt adspredelse fra det, der måske ikke er så sjovt herinde. Børnene kan lege sammen, så der kan opstå nogle nye kammeratskaber. Desuden kan forældrene se, at børnene godt kan have det sjovt og lege, selvom de er indlagt, og søskende, der er på besøg, kan også lave noget andet, end at sidde på stuen,” siger Annelise Bertelsen, ledende oversygeplejerske, børne- og ungeafdelingen, Nordsjællands Hospital Hillerød.

 

Direktør fra Ellab-Fonden deltog i indvielsen af det nye aktivitetsgulv på Nordsjællands Hospital i Hillerød

SMILfonden havde inviteret alle indlagte børn og deres søskende til indvielsen

Tilbage til nyhedsoversigt