Sisse Fisker giver stafetten videre som bestyrelsesformand
Stifter og bestyrelsesformand Sisse Fisker træder af som formand i SMILfonden og giver stafetten videre til Jane Heitmann.
Efter 12 år i SMILfonden – først som stifter og direktør og senere som bestyrelsesformand – har Sisse Fisker valgt at give ansvaret videre til Jane Heitmann, der overtager rollen som SMILfondens bestyrelsesformand.
Det sker på et tidspunkt, hvor foreningen står solidt.
“SMILfonden har vokset sig stor og stærk og har brug for nye kræfter i bestyrelsen,” siger Sisse og tilføjer: “Jeg vil stadig spille en rolle i SMILfonden som æresmedlem og stolt stifter for evigt!”.
Det begyndte med en hospitalsfest
Sisse husker tydeligt den dag, hvor idéen til SMILfonden opstod.
Hun var på hospitalet med sin søn, som skulle igennem en operation i fuld narkose. Fingrene var krydsede, og hun tænkte: Hvis det her går godt, så vil jeg gøre noget for børn, der er endnu mere syge.
Det blev startskuddet til SMILfonden.
Første initiativ blev en hospitalsfest på Rigshospitalet i maj 2014. Her stod det hurtigt klart, at der var stort behov for et pusterum midt i sygdommen. “Det var rørende at se, hvordan børnene kunne smile og grine på trods af deres svære situation – og hvordan både forældre og sundhedspersonale blev rørt over at se børnene i så godt humør,” mindes hun.
I dag hjælper SMILfonden tusindvis af familier
Siden hospitalsfesten i 2014 er der sket meget. I dag støtter SMILfonden tusindvis af familier ramt af kronisk og alvorlig sygdom.
Indsatsen spænder bredt fra sociale, festlige aktiviteter på hospitalerne og i vores kreative hospitalsværksteder til familiecamps, netværksture og rekreationsophold for forældre.
Missionen er den samme: Ingen skal føle sig alene i en hverdag præget af svær sygdom uanset diagnose.
“Det er første gang, at en forening som vores har fået lov til at få en plads på et hospital, hvor der ikke er sterilt, men farver på væggene og plads til leg og kreativitet,” fortæller Sisse om de kreative hospitalsværksteder, som har fået stor betydning for syge børn, pårørende og sundhedspersonale i en hektisk hospitalshverdag.
Se seneste evaluering af værkstederne her: Kreativt værksted skaber værdi for børn på AUH
Et nyt kapitel – samme ambition
”I begyndelsen ville jeg jo bare lave en fest på hospitalet, og det var noget, jeg arbejdede på i min fritid. Jeg er vanvittigt stolt over, hvor SMILfonden er nået til,” siger Sisse og fortsætter: “Der er kun én grund til, at vi er her i dag – nemlig at så mange har bakket op. Jeg har ikke kunnet drive det hertil alene. Jeg håber, at rigtigt mange vil fortsætte med at bakke op fremover, for det er der brug for.”
Med de ord giver Sisse roret videre med fuld tillid til, at SMILfonden er klar til næste kapitel. Og der er allerede nye milepæle i vente, som Sisse ser frem til at følge – blandt andet åbningen af et kreativt værksted på Mary Elizabeths Hospital.
I SMILfonden er vi stolte af det, Sisse satte i værk for 12 år siden, og vi glæder os til at føre arbejdet videre og fortsat skabe pauser fra sygdom og værdifulde fællesskaber for familier med kronisk og alvorlig sygdom.
I forbindelse med generalforsamlingen den 22. april 2026 er Jane Heitmann tiltrådt som ny bestyrelsesformand og skal stå i spidsen for foreningens næste kapitel.
Den nye bestyrelse præsenteres i en særskilt artikel.