Otte år i sadlen for SMILfonden. Bike4Kids viser, hvad engagement kan skabe

For ottende år i træk har Bike4Kids samlet ryttere, sponsorer og ildsjæle om en fælles sag, nemlig at skabe pauser fra sygdom for børn med alvorlige og kroniske sygdomme og deres familier. Årets donation er kulminationen på et helt års engagement og betyder, at Bike4Kids nu har indsamlet mere end 2 mio. kr. til fordel for SMILfonden.  

Endnu en gang har Bike4Kids tilbagelagt omkring 700 kilometer på tværs af Danmark. Undervejs lagde holdet blandt andet vejen forbi SMILfondens sommercamp i Kolding, hvor de mødte nogle af de børn og familier, de er med til at hjælpe. Rytterne forkælede børnene med pandekager og goodiebags, som blev taget imod med smil og high-fives. Besøget gjorde stort indtryk både på familierne og på rytterne

Et engagement, der varer hele året 

Cykelturen er kulminationen på et helt års frivilligt engagement. Bag de mange kilometer ligger måneders træning, planlægning og fundraising. Ud over at engagere sponsorer arrangerer holdet blandt andet spinningevents og comedyaftener, ligesom rytterne opretter personlige indsamlinger og mobiliserer deres egne netværk til fordel for SMILfonden. 

Fællesskaber betyder alt 

For SMILfonden er Bike4Kids noget helt særligtDet er ikke blot et cykelhold, men et fællesskab af ildsjæle, som gennem mange år har valgt at bakke op om vores sag. Flere af rytterne kender selv hverdagen som familie med et alvorligt sygt barn, og det giver samarbejdet en særlig nærhed. 

“Bike4Kids viser, hvad der kan ske, når en gruppe dedikerede mennesker står sammen. Deres vedholdenhed og engagement er med til at sikre, at vi kan skabe flere pauser fra sygdom og stærke fællesskaber for familier og børn, der ikke bliver raske, men som skal leve med alvorlig og kronisk sygdom. Gennem otte år har de skabt noget helt særligt,” siger direktør Jonas Giersing.

En indsats med varig betydning 

Pengene fra Bike4Kids er med til at sikre, at SMILfonden fortsat kan invitere familier på camps og netværksture i hele landet, tilbyde rådgivning og skabe kreative og sociale frirum på hospitalerne. 

“Vi cykler selvfølgelig for at samle penge ind, men vi gør det også, fordi vi tror på fællesskabets styrke. Når man oplever den forskel, SMILfonden gør for familierne, giver det endnu mere mening at bruge tid og kræfter på sagen. Det motiverer os til at fortsætte, år efter år,” siger holdleder Jan Lykkegaard. 
 
Gennem otte sæsoner har Bike4Kids vist, hvad et stærkt engagement kan skabe. Vi håber, at deres indsats kan inspirere endnu flere virksomheder, foreninger og ildsjæle til at samle mennesker om en sag, der skaber pauser fra sygdom for børn med alvorlige og kroniske sygdomme og deres familier. 

kontakt os

Vi skræddersyer samarbejder, så det skaber værdi for både jer og os. Udover at donere penge eller produkter, kan I også engagere medarbejdere, involvere kunder i kampagner og styrke jeres CSR- og ESG-kommunikation. 

Simone Kofoed Broholm, som er partnerskabsansvarlig i SMILfonden, står klar til at hjælpe. I kan kontakte hende på: skb@smilfonden.dk

SMIL på sommercamp