Når lagerplads bliver til flere smil for syge børn
Den familieejede virksomhed Becher-Madsen Service hjælper SMILfonden med lager, logistik og koordinering, så foreningen får mere tid til børnene og familierne.
SMILfonden har indgået et nyt samarbejde med Becher-Madsen Service (BMS), som nu stiller logistikservices og lagerløsning til rådighed for foreningen.
Hvor SMILfonden tidligere selv stod for store dele af håndtering, koordinering og opbevaring af materialer, hjælper BMS nu med at skabe struktur og overblik i hverdagen.
“Det er en fantastisk hjælp, som kan mærkes direkte i vores arbejde. BMS frigiver tid og kræfter til, at vi kan være der for de børn og familier, vi hjælper i foreningen,” siger Jonas Giersing, direktør i SMILfonden.
Samarbejdet betyder mere tid til at planlægge SMILcamps og netværksture, flere øjeblikke med fællesskab for børn og familier og mere nærvær med mindre praktik.
“Vi ville bidrage med det, vi er bedst til”
Hos BMS opstod samarbejdet ud fra ønsket om at bruge virksomhedens egne kompetencer til at gøre en forskel.
“Vores hverdag handler om logistik, koordinering og at få ting til at lykkes i praksis – og derfor blev det naturligt for os at tænke: Hvordan kan vi bruge netop de kompetencer til at hjælpe andre?” fortæller Jonas Rose, direktør hos BMS.
For virksomheden var mødet med SMILfonden afgørende.
“Vi kunne mærke den energi, varme og mening, som SMILfonden skaber omkring børn og familier i svære situationer. Når man får mulighed for at være med til at skabe smil og gode oplevelser for børn, så føles det ikke som en opgave men som noget, man oprigtigt ønsker at være en del af.”
Hjælpen skaber stolthed og glæde hos medarbejderne
Hos BMS oplever de samtidig, at samarbejdet giver noget tilbage til virksomheden selv. Det skaber stolthed internt og styrker fællesskabet, når medarbejderne kan se, at deres faglighed og indsats også kan gøre en forskel for børn og familier i svære situationer.
Samarbejder som dette gør en mærkbar forskel. Når virksomheder vælger at bakke op med tid, kompetencer eller donationer, er de med til at skabe flere oplevelser og flere pauser fra sygdom for alvorligt og kronisk syge børn.
kontakt os
Vi skræddersyer samarbejder, så det skaber værdi for både jer og os. Udover at donere penge eller produkter, kan I også engagere medarbejdere, involvere kunder i kampagner og styrke jeres CSR- og ESG-kommunikation.
Simone Kofoed Broholm, som er partnerskabsansvarlig i SMILfonden, står klar til at hjælpe. I kan kontakte hende på: [email protected]