Fagpersonerne fortæller…

Hospitalspersonalet er SMILfondens vigtigste samarbejdspartner. Vi er dybt afhængige af, at læger, sygeplejesker og pædagoger hjælper os med at finde frem til de børn, som lider af alvorlige og kroniske sygdomme. Vi er meget taknemmelige over, at vi på børneafdelinger i hele landet bliver mødt med åbne arme.

Læs mere herunder hvad fagpersonerne fortæller…

“Forældre med kronisk syge børn har oftest meget lidt overskud til sig selv. Muligheden for at deltage i arrangementer som SMILfondens er derfor en kærkommen lejlighed for glædelige oplevelser i deres hårdt prøvede liv.”

– Kaare Engell Lundstrøm, overlæge, BørneUngeKlinikken, Rigshospitalet

”Tusind tak for den meget flotte donation, vi modtog fra jer op til jul. Den kom virkelig til at glæde rigtig mange børn, deres forældre og personalet. Det var overvældende. Jeg var her selv juleaften, og fik den store glæde at kunne uddele nogle af de meget velvalgte gaver, både som julegaver og som mandelgaver. Vi er så glade for, at I tænkte på os her på Børne- og Ungdomsafdelingen på Nykøbing F. Sygehus!”

– Susanne Gordner Husted, Ledende oversygeplejerske på Børne- og Ungdomsafdeling på Nykøbing F. Sygehus

”Vi vil sige inderligt hjerteligt tak for en helt fantastisk dag for børn, unge og familier på Rigshospitalet. Det var forrygende med så mange elementer i ét arrangement, med gaver, underholdning og kendte, som blev gennemført tjekket, glædeligt og roligt. SMILfonden giver virkelig smil på læberne – mange smil, og uforglemmelige oplevelser. Også for personalet er det vidunderligt at se børnene og de unge i en så dejlig og særlig situation”

– Charlotte Blix, Leder af Rigshospitalets BørneUngeProgram