Børnene

 

SMILfonden arrangerer sociale aktiviteter for børn i langvarig behandling på danske hospitaler. Børnene har mange forskellige sygdomme. Nogle børn venter på en ny nyre eller lever, andre børn kæmper med sygdomme i maven eller blæren, og nogle har hjertesygdomme. Fælles for dem alle er, at de bruger rigtig meget af deres barndom på hospitalet.

Der er stor forskel på behandlingsforløbene for børnene. Nogle bliver indlagt akut, og andre gange er det planlagt. Indlæggelsen kan være af kort varighed eller over en længere periode, og andre gange bliver børnene behandlet ambulant. I mange tilfælde bliver børnene behandlet over flere omgange, og nogle skal fortsætte behandlingen resten af deres liv. SMILfonden er til, fordi børn i langvarig behandling fortjener et smil og en pause fra en hverdag præget af sygdom og indlæggelser.

 

SMILfondens fester er det sejeste i verden. Tænk at man kan komme til fest med nogen af dem fra fjernsynet. En gang fik jeg et knus fra Hr. Skæg 

– Vilja 6 år, lider af en kronisk leversygdom

 

Mød børnene helt tæt på
Anemone lider af sjælden tarmsygdom, der sætter store krav til hendes kost og øger risikoen for maveinfektioner. Anemone kan ikke spise slik eller andre søde sager, men hun er alligevel en meget livsglad og positiv pige. Du kan læse hele Anemones historie her.

Rasmus lever med ætsningsskader i spiserøret, som får spiserøret til at snævre til og lukke sammen. Han er i dag indlagt hver fjerde uge for at udvide spiserøret med en kikkertoperation. Du kan læse hele Rasmus’ historie her.

 

Der er altid mange chips og store gaver! Og så har jeg mødt Hr. Skæg, Xander og dem der synger den der med, de kigger på fugle.

– Rasmus 6 år, ætsningsskader i spiserøret